Preben Pramm har ligget død en uge. Han er nøgen, bundet og har været udsat for tortur. Huset er endevendt, men det ser ikke ud til, at drabsmændene har fundet det, de ledte efter.
Pramm havde ingen familie eller venner og ingen kontakt med mennesker omkring sig. Det er uforklarligt, hvorfor lige han skulle dø en så brutal død.
NØGLEVIDNET er første bog i William Wisting-serien - inspireret af en af Norges mest opsigtsvækkende drabssager.
Jørn Lier Horst, født 1970, er en af Norges mest populære krimiforfattere. Han har tidligere arbejdet som politiefterforsker i Larvik, og han kender de miljøer og metoder, han skriver om, særdeles godt.
Jørn Lier Horst har modtaget mange priser for sine bøger, bl.a. Rivertonprisen for Bedste Norske Krimi og Glasnøglen for Bedste Skandinaviske Krimi. Alene i Norge har Horst solgt 2 millioner bøger, og serien om William Wisting kan også opleves som tv-serie.