Stella bor én uge hos sin stressede reklame-far på et stort landsted - hvor Perfekte-Helle går og er gravid, fed og sur og slet ikke så perfekt længere - og én uge i det lille kolde bondehus hos sin kunstneriske, men ret strikse, mor og kæresten Pædagog-Bjarne, der er far til Magnus (!), der elsker at spille rollespil i skoven, og som – aaarggh! – har værelse lige ved siden af hendes.
Vi følger Stella og hendes veninde Tanne i deres til tider hektiske liv, hvor de har deres kampe i klassen med Sminke-Stefanie og Elevråds-Caroline. Og så skal der lægges den helt rigtige strategi, så Stella kan kysse én eller anden fra klassen, nu hun fylder 14 år og har fået lov til at holde kæmpe-party ved den indendørs pool hos sin far, hvor hun praktisk talt må alt - undtagen at drukne.