Til alles overraskelse førte Zorniger Brøndby til andenpladsen i Superligaen og pokalfinalen i sin første sæson. Denne bog fortæller historien om, hvordan det gik til. Om Alexander Zornigers radikale overfaldsfodbold, om umenneskeligt hård træning, om kultursammenstød i trænerstaben, om cheftrænerens særlige ledelsesform og hans arbejde med at få spillerne til at forstå den nye spillestil.
Forfatter Niels Lunde har haft fri adgang til nøglepersoner i klubben og i trænerstaben. Han har interviewet spillerne og haft adgang til de interne overvejelser forud for holdets kampe og til evalueringerne efter kampene.
AKTION AKTION AKTION inviterer læseren ind i maskinrummet i Danmarks største fodboldklub, og bogen giver et unikt indblik i en superligatræners arbejde.
Niels Lunde, født 1962, er uddannet cand.scient. pol. fra Aarhus Universitet og har iagttaget dansk erhvervsliv i mere end 25 år. Han startede karrieren som assistent for direktionen i Dansk Arbejdsgiverforening og har senere været erhvervsredaktør, ansvarshavende chefredaktør og direktør på Berlingske Tidende samt erhvervskommentator på Politiken. Niels Lunde er i dag chefredaktør på Børsen. Han har gennemført en række lederuddannelser, bl.a. Senior Management-programmet hos den norske Orkla-koncern. Han er medlem af advisory boardet ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School og forfatter til en række anmelderroste bøger, bl.a. bestselleren MIRAKLET I LEGO fra 2012 og DET NY DANFOSS fra 2015.