I Udenrigsminister fortæller han for første gang den samlede dramatiske historie om de to krige i Afghanistan og Irak, om tovtrækkeriet i forbindelse med udvidelsen af det europæiske fællesskab, om arbejdet i FN’s Sikkerhedsråd, om den utrættelige kamp for fred i Mellemøsten, og om den største diplomatiske krise i efterkrigstiden i sagen om Muhammed-tegningerne.
Per Stig Møller fortæller ikke blot om periodens udenrigspolitiske beslutninger og resultater, han løfter også sløret for, hvad der blev drøftet og sagt mellem statsledere og udenrigsministre bag om de historiske begivenheder. Hermed får læseren et indblik i, hvordan dansk diplomati arbejdede i det tiår, og med hvilken begrundelse regeringens udenrigspolitik blev ført.
Men Per Stig Møller bestræber sig først og fremmest på at give et nøgternt og kvalificeret indblik i politik, som den drives i vores tid.
Per Stig Møller, født 1942, er forfatter, politiker, mag.art. og dr. phil. i Litteraturvidenskab. Per Stig Møller har arbejdet i Det Berlingske Hus, været lektor ved Sorbonne i Paris og i Danmarks Radio har han været kulturredaktør, souschef og programchef. Derudover har han både nået at være næstformand og formand for Radiorådet. Fra 1984 til 2015 har Per Stig Møller været folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti. I den periode har han siddet som miljøminister, udenrigsminister og kultur- og kirkeminister. Af Per Stig Møllers store forfatterskab om filosofiske, samfundsmæssige og politiske emner kan nævnes DEN NATURLIGE ORDEN (1996), MAGT OG AFMAGT (1999) MUNK (2000) og MERE MUNK (2003).