»Dickmeiss’ små mennesker med de store hoveder og de store øjne pryder siderne og sørger med mange små detaljer for, at billedsiden aldrig bliver alt for harmonisk eller romantisk.«
- Birte Strandby, Bogvægten
»Endnu engang får man med Bello demonstreret, hvad det er billedlitteraturen kan, når den er bedst!«
- Søren Fanø, Bogbotten
»En fremragende og smuk billedbog om et anderledes barneliv og med et ønske om rummelighed og indlevelse fremfor forsigtighed og frygt overfor børn med handicap. Forfatteren og illustratoren er et dreamteam uden lige og historien fortælles uden sentimentalitet, men med humor, forståelse, ærlighed og kærlighed på både tekst og billedside.«
- Bibliotekat, Instagram
Otto Dickmeiss, født 1969 i Tarm, er uddannet Illustrator fra Danmarksdesignskole og arbejder som illustrator. Siden Otto Dickmeiss debuterede som billedbogsillustrator i 1999 med ROKKETAND, er der kommet mange andre til bl.a. BELLA-serien, der er forfattet af Per Østergaard og FARFAR, RÆVEFÆLDEN og RITAS VENSKAB, der alle er skrevet af Lilja Scherfig. Gennem sin karriere har Otto Dickmeiss modtaget flere priser. Heriblandt Kulturministeriets Illustratorpris, som han har vundet to gange og Årets Bedste Bogarbejde inden for genren børnelitteratur.
Mette Eike Neerlin (f. 1979) bor på Frederiksberg med sine to børn. Hun har skrevet historier, lige så længe hun kan huske, så da hun i 2004 opdagede Forfatterskolen for Børnelitteratur, var det ren lykke. Her gik hun 2004-06 og havde derefter et par forskellige mindre skriveopgaver, fik sit første barn og debuterede så endelig i 2011 med romanen I anden række. I 2013 udkom den roste billedbog Historien om Ib Madsen med illustrationer af Rasmus Bregnhøi – en bog der ellers fik hendes egen datter til at græde af skuffelse, fordi hun syntes, den var så dårlig. Mette Eike Neerlin skriver typisk i en realistisk genre om alvorlige emner, men hvor sproget og tonen er let og gerne med et underliggende snert af humor. Et tema, som går igen i hendes bøger, er børn, som bliver overset af deres omgivelser – eller som på anden vis er lidt ”skæve” og uden for fællesskabet. Dette er også ét af temaerne i hendes seneste roman, Hest, hest, tiger, tiger – en på én gang alvorlig, socialrealistisk, humoristisk og livsbekræftende historie om liv, død, kærlighed, handicap og en på mange måder dysfunktionel familie. For denne bog modtog hun Skriverprisen samt Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur 2015. Bogen er oversat til tysk og norsk. Bibliografi: Debuterede med I anden række (2011). Billedbogen Historien om Ib Madsen udkom i 2013, efterfulgt af børneromanen Ham (2014). I 2015 udkom billedbogen Ønsket og Hest, hest, tiger, tiger.