Med rødlisten i hånden bevæger to sig dybt ind i skoven. Her møder de en verden i forandring. Rød og skræmmende. De går på stier spundet af de arter, der er truet med at forsvinde. De taler om naturen og klimaet – og om angst og håb, forandring og forvandling.
Merete Pryds Helle har skrevet en poetisk klimafortælling, der tager fat på de unges bekymringer over klima og natur – og hvad man kan gøre for at lægge en dæmper på angsten. Katrine Louise Jakobsen har illustreret og skabt en grafisk fortælling, hvor illustrationer og tekst i samspil skaber et samlet billede af en verden, hvor vi skal kæmpe for naturen – og hvor naturen kæmper for at overleve.