I Tilbage til arbejdet tager antropolog Dennis Nørmark tråden op fra bogen Pseudoarbejde, som han i 2018 skrev sammen med filosof Anders Fogh Jensen, og som satte ord på mange danskeres frustrationer over et arbejdsliv tiltagende tømt for mening.
Hvor den første bog diagnosticerede problemet, ser Tilbage til arbejdet på, hvad man konkret kan gøre som medarbejder og leder for at spotte og eliminere det overflødige arbejde og bremse det, inden det stjæler mere af vores tid. Bogen viser, at det ikke er nogen naturlov, at vores organisationer bliver mere komplicerede; det kan ændres ved nye måder at lede og organisere sig på. Med simple adfærdsændringer kan vi forhindre pseudoarbejde i at opstå igen, så vi for alvor kan komme tilbage til at lave det, som skaber værdi.
Dennis Nørmark, født 1978, er cand. mag. i antropologi. Professionel foredragsholder, konsulent og kommentator på både arbejdsmarked, politik og kulturstof. Han har tidligere været konceptualiserende konsulent i flere tvirksomheder, hvorfra han blandt andet har fået sit store kendskab til kulturmøder på arbejdspladser, som er omdrejningspunktet for flere af hans bøger.Dennis Nørmark er desuden en skribent med en politisk pen, professionelt bestyrelsesmedlem i blandt andet DR, en af landets mest citerede antropologer og forfatter til flere bøger, bl.a. Kulturforståelse for stenalderhjerner, der både er kommet i en dansk og en engelsk version, og Humanistens guide til det private erhvervsliv.Foto: Robin Skjoldborg, 2018